Mulighedernes mand:

Når jeg mærker virksomhedens puls, føler jeg mig hjemme

Den 60-årige Michael Bech-Nielsen ønsker at bruge sine evner i en virksomhed fuld af visioner. Dem har han nemlig selv rigtig mange af.

En synlig ledelse, der både er visionær og har lyst til at udvikle sine ansatte. Det er den type virksomhed, som Michael Bech-Nielsen søger til sin næste ansættelse – og gerne i en stilling som leder. Siden 1995 har Michael nemlig arbejdet med ledelse i forskellige afskygninger, og de seneste 20 år har det været som chef. Han har derfor en solid erfaring, som han brænder for at dele.

”Lige nu søger jeg nyt arbejde, og det er en spændende proces. Jeg er vant til at motivere og skabe nye muligheder for mine kolleger, og nu bruger jeg disse redskaber på mig selv,” siger Michael Bech-Nielsen.

Ordvalget kolleger er med vilje. Michael Bech-Nielsen er nemlig ikke en leder med ansatte. Han ser dem alle som kolleger. Det syn udvikler mennesker og skaber resultater, forklarer han.

”Mine spidskompetencer er forandringsledelse, forretningsudvikling, strategisk ledelse og personale-motivation. Det er vigtigt for mig, at jeg som leder kan være med til at hjælpe mine kolleger i virksomheden til at blive selvtænkende og idéskabende. Når det sker, så spreder lysten til at udvikle sig som ringe i vandet. Udvikling skaber simpelthen lyst til mere udvikling,” siger Michael Bech-Nielsen.

Højt til loftet

Privat bor Michael Bech-Nielsen i en lille landsby ved navn Englerup, der ligger mellem Roskilde og Holbæk. Han er egentlig uddannet civilingeniør med biokemi som hovedfag, men ledelse blev og er hans passion.

”I min fritid slapper jeg af med cardio motion, hvor jeg presser mig selv fysisk, og så spiller jeg strategiske spil på nettet. De sidstnævnte er virkelig gode til at holde hjernen i gear. Jeg kan også godt lide at læse en god bog – måske en biografi, der giver indsigt i forfatterens tankegang og livsudvikling – eller en business bog for at få nye tanker og værktøjer til mit arbejde,” siger Michael Bech-Nielsen.

Han har naturligvis en række ønsker til sin kommende arbejdsplads.

”Der, hvor jeg arbejder, skal der være højt til loftet, jeg skal kunne mærke pulsen i virksomheden, og lederne skal være synlige med deres visioner og personlighed,” siger Michael Bech-Nielsen, der selv har en personlighed, som matcher egen brandsætning:

Jeg giver organisationen ledelse med et mindset, der vil skabe nye muligheder,” lyder det således straks, hvis du beder ham ultrakort fortælle, hvad han kan.

Udover en stor erfaring med operationel ledelse, så er det tydeligt, at Michael Bech-Nielsen har elevatortalen klar. Han ved, hvad han vil og kan.

En styrke ved en dygtig chef er, at chefen ved, hvad han ikke kan, og her er Michael Bech-Nielsen lige så klar i mælet:

”Min svaghed er, at jeg bliver forkrampet, når jeg skal vise mine mange dimensioner på A4-ark i to dimensioner. Det er ikke let for mig at søge job digitalt og skriftligt alene. Jeg skal helst møde mennesker, før de forstår min kunnen,” siger Michael Bech-Nielsen.

Han er nemlig god til at kommunikere, både face to face eller i større forsamlinger, og Michael Bech-Nielsen har da også undervist i flere år.

”Men uden PowerPoint! Jeg medbringer kun mig selv og et whiteboard,” siger han.

For en jobsøgende som Michael Bech-Nielsen er en direkte samtale med en potentiel kommende virksomhed derfor den bedste måde at vise sit hele jeg og kunnen.

”Jeg er god til at skabe relationer, når jeg møder mennesker,” siger Michael Bech-Nielsen.

Fantastiske oplevelser

De mange år i ledelsesfaget har kastet utallige gode oplevelser af sig. Michael Bech-Nielsen har deltaget i mange projekter. Lige fra inkorporering af en italiensk afdeling i en skandinavisk kultur og arbejdsform til udvikling af en lille niche-serviceafdeling til en landsdækkende virksomhed. Han har også prøvet at distanceforhandle med asiatiske og europæiske potentielle kunder – og få opgaverne hjem.

”Jeg ser tilbage på så mange fantastiske oplevelser. Som da jeg var med til at reetablere en virksomhed efter konkurs på under ét døgn. Eller de gange jeg – sammen med mit whiteboard! – underviste i Security i 4 timer og fastholdt alle deltagerne, som var ufaglærte,” siger han og smiler.

Michael Bech-Nielsen tier et øjeblik. I stilheden opdager man pulsen, som er den, han lytter efter i sin jobsøgning. Så smiler han igen:

”Jeg ved, at der er en virksomhed, som savner netop mig. Jeg ved, at der er mange flere fantastiske kolleger og oplevelser, der venter. Muligheden er tæt på. Vi skal bare mødes!”

Portrætartiklen er skrevet af Helle Lenschow